Vi sælger ikke til private. I stedet henviser vi til vores forhandlere.

God søvn i sommervarmen

Vi kender nok alle sammen til de varme sommernætter, hvor man vender og drejer sig i sengen, og det kan føles som en umulig opgave at køle ned og falde i søvn. 

De varme sommernætter kan være hårde at komme igennem - ikke mindst for familiens yngste medlemmer, som ikke selv kan finde remedier til at køle sig ned. Læs med her og få gode fifs til at sikre en bedre søvn i sommervarmen for de mindste.

Søvn og varme 😴

De fleste sover allerbedst ved en rumtemperatur på 18 grader. Derfor er det for mange svært at få en god nats søvn, når sommerdagens temperaturer har varmet soveværelset op, og tropenætterne står for døren. Dog er en god nattesøvn ekstremt vigtig for vores helbred. Vi har derfor samlet nogle tips, så du kan give din familie de bedste søvnvilkår i sommervarmen.


Sovevenlige råd til varme nætter:

  • Lad de små sove indenfor - Sol og varme påvirker børns søvn meget. Du kan med fordel lade dit barn sove indenfor, gerne hvor det er muligt at lave lidt gennemtræk - dog uden at barnet ligger direkte i træk. Det er meget vigtigt IKKE at dække barnevognsåbningen til, da det kan blive ulideligt varmt for barnet. 
  • Overhold sengetiderne - I de lyse sommeraftner kan det være svært for børn at falde i søvn til deres normale sengetid, og når man har ferie, er det fristende at lade børnene være længere oppe om aftenen. Mindre børn har det dog godt med faste rutiner, så det er en fordel at holde fast i de gode sengevaner. 
  • Luft grundigt ud efter solnedgang - Skab gennemtræk ved at åbne flere vinduer forskellige steder i din bolig. På en vindstille dag, kan du med fordel åbne alle vinduer i soveværelset og lukke døren, så du skærmer rummet af. Det er hurtigere at køle et mindre lokale ned i stedet for hele boligen, og I sover alle bedre i et køligt rum.
  • Mørklæg dit soveværelse – også om dagen - De lange, lyse nætter kan hæmme trætheden og dermed evnen til at falde i søvn om aftenen. Hjernen kan kun producere søvnhormonet melatonin, når det er mørkt. Derfor er det vigtigt at undgå stærkt lys om aftenen, hvilket du kan gøre med et mørklægningsgardin i soveværelset. Du kan med fordel også benytte mørklægningsgardinet i dagtimerne – særligt hvis dit soveværelse står badet i sol i løbet af dagen. Skærmer du af for solen, kan du nemmere holde dit soveværelse køligt før sengetid.
  • Giv barnet et kølende bad inden sengetid - Slut dagen af med et forfriskende bad - som dog ikke holder baby vågen, men i stedet er med til at holde varmen nede. Vandet skal helst være mellem 25 og 30 grader, så det er en smule køligt for barnet.
  • Lad barnet sove i sin ble og med en stofble som dyne - De fleste kender nok til de tropenætter, hvor man helst vil ligge med så lidt stof på kroppen som muligt. Hvis du som forælder vurderer, at det er varmt nok, kan barnet sove med stofbleen som dyne og kun iført sin ble, så det er nemmere at komme af med varmen. Sørg dog for, at barnet ikke ligger i træk i løbet af natten.
  • Afkøl den lille med en kold stofble - Smid en stofble i fryseren og læg den ved siden af baby i barnevognen eller tremmesengen, når det er sovetid. Det køler den lille ned, uden at det bliver alt for koldt.

OBS. Husk altid at holde øje med din babys temperatur ved at mærke dem i nakken.

Sov godt! 💤

keyboard_arrow_up